fredag den 6. juni 2014

På tur med Baby Class

Vores første arbejdsdag - en ubeskrivelig oplevelse. 68 glade børn og 7 voksne kørte med skolebussen imod en dyrepark halvvejs mellem Blessed Generation og Thika. Chaufføren var sød at køre os helt til Thika, efter børnene og tre lærere var blevet sat af i dyreparken. Vi fik hævet lidt lommepenge og handlet forsyninger, og så gik det tilbage til parken, hvor vi blev mødt med jubel og omfavnelser. Vi var som fluepapir! Aldrig før er der blevet kælet så meget for mine blege vinkeskinker! Og i løbet af det første kvarter tror jeg, at samtlige 68 par små hænder havde været igennem mit tynde grå hår!. Sikke en velkomst. Jeg skal love for der blev kørt på Mary Go Round og rutsjet på rutschebane. Dyrene havde børnene været rundt og se, mens vi var i Thika. Lærke og jeg fik handlet lidt souvenirers og så var der ellers dømt sejltur til alle. Make a good line, lød det, og alle stillede op og ventede på en tur i den lange trækano. Til sidst var det lærernes, chaufførens og vores tur. Hold da op, den lå dybt! Men der var stor jubel, hver gang nogen rørte lidt på sig, så vi var meget tætte på at kæntre. Ved To tiden kom pludselig en lærer bærende på en stor sæk med små poser varme pommes frites og en pølse til hver. MUMS det var dejligt! Ved 15:30 tiden fik vi stuvet bussen fuld igen og hjemad gik det. De mindste faldt i søvn med en bolle i den ene hånd og en slikkepind i den anden. Chaufføren var fantastisk til at holde bussen kørende på trods af voldsomt mange huller i jordvejen og vejarbejde, eller mon det er grøftegravnimg, vel sagtens efter de seneste tre måneders regntid. Nu sidder vi mætte af indtryk og fordøjer dagen med lidt æggekage med gulerødder og løgfyld. Ingen Ugahli i aften!

1 kommentar:

  1. Top dollar, mor! Vinkeskinkerne har fået sin anden vind, kan jeg se... :-) De lyder super kære, de unger.

    SvarSlet